Hotellet består af to bygninger, som ligger direkte ved strandpromenaden, og på den brede og lavvandede sandstrand har hotellets gæster adgang til liggestole og soltage samt en strandrestaurant med drikkevarer og lettere retter. I det luftige poolområde findes hovedpoolen, hvor der arrangeres sjove aktiviteter i løbet af dagen, en børnepool med en lille rutsjebane for de yngste, samt en aquapool med tre vandrutsjebaner, som er åben et par timer om dagen.
Underholdningsteamet sørger for, at alle, uanset alder, får lidt fart og spænding med forskellige sportsaktiviteter og poollege. De mindste børn hygger sig med aktiviteter i miniklubben, mens de ældre børn foretrækker gameroom med forskellige spil og bowling. Om aftenen venter store og små optrædener for alle. Der er også adgang til bl.a. fitnesscenter samt tennis, og hvis du ønsker ekstra ro og afslapning, kan du besøge SPA-afdelingen med tyrkisk bad. Maden på Adalya Ocean er god og varieret, med en fin blanding af det tyrkiske køkken og kendte klassikere, og hotellet tilbyder et godt udvalg i sit Ultra All Inclusive koncept.
I området Evrenseki findes et lille lokalt centrum, men det er nemt at komme til både Kumköy centrum, som er nyt og moderne, eller til Side centrum, hvor du kan opleve antikke ruiner. Lokalbussen stopper tæt på hotellet.
Adalya har tre hoteller, der ligger tæt på hinanden, og dette hotel er åbent året rundt.