Hvis du ikke bare ønsker at nyde en rolig og afslappende ferie, er der masser af aktiviteter, du og dine rejsefæller kan beskæftige jer med. Der er blandt andet gruppe træning med hotellets aktivitetsteam, minigolf, tennisbane, dart, billard og bowling. Du kan også træne i fitnesscentret. De fleste aftener tilbydes shows i hotellets store amfiteater, livemusik, temaaftener og diskotek. For børnene og voksne med barnesjælen i behold er der vandrutsjebaner, otte rutsjebaner til voksne/større børn og otte rutsjebaner til mindre børn. Der er også en såkaldt river pool, der slynger sig rundt om vandlandsområdet. De allermindste børn har en separat børnepool med et piratskib og små rutsjebaner. Derudover findes der en miniklub, hvor der arrangeres sjove lege og aktiviteter.
Hvis du ønsker at holde et lavere tempo, kan du nyde strandlivet, hvor det er lavvandet et godt stykke ud, inden det bliver dybere. Her finder du koralrev, hvor du kan snorkle eller dykke. Hotellets fine spa-afdeling lokker også med muligheden for egen tid og forskellige afslappende behandlinger.
All Inclusive-udbuddet er godt og varieret med blandt andet fem forskellige temaer på à la carte-restauranterne, som er hyggeligt indrettede og et godt alternativ til hovedrestauranten.
Du kan nemt tage en taxa til shoppingcenteret Senzo Mall, der ligger i nærheden, men vi anbefaler også, at du tager på dagsudflugter ind til Hurghadas centrum og de gamle kvarterer for at opleve det egyptiske og orientalske folkeliv for en stund.