Øen, der har haft turister længst og er elsket af alle aldre.
Rhodos er den største ø på af tolv øer og den fjerdestørste ø i det græske øhav. Den er en af de mest populære øer og har haft turister i længst tid. Øen udmærker sig med mange dejlige strande og sin fremragende beliggenhed i Middelhavet, sydøst for det græske fastland og meget tæt på Tyrkiet. Øen har flere solskinsdage end de fleste andre græske øer.
Du lander med flyet i Rhodos by og derfra langs både øst- og vestkysten er der mange populære badebyer, nogle roligere, nogle smukkere og nogle med jævnt tempo og fart. Uanset hvor du bor, anbefaler vi altid, at du forsøger at planlægge et besøg i Rhodos by, især den gamle bydel og den smukke by Lindos, der ligner et klassisk postkort fra Grækenland.
Øen er ikke kun for sol- og badegæster, men også fremragende for dem, der godt kan lide at komme rundt på egen hånd via lejebil, knallert eller med øens busser, da Rhodos kun er lidt større end Lolland. Der er masser af historiske steder at udforske, fantastiske små badebugter og ægte små byer. Jo længere sydpå du kommer, jo færre turister. Midt på øen knejser bjerget Attavyros og det omkringliggende område består af grønne olivenlunde og citrusplantager blandet med små maleriske landsbyer, hvor livet dybest set kredser om disse plantager.
Rundt omkring på øen finder du små hyggelige taverner med god klassisk græsk mad, men i de fleste turistområder finder du også masser af internationale restauranter. På trods af den store tilstrømning af turister føles det stadig ægte, og det er nemt at finde steder til afslapning. Det er ikke svært at forstå, hvorfor så mange vælger at tage hertil hvert år.
Du rejser til Rhodos fra midten af april til slutningen af oktober, hvor foråret og efteråret er køligere sammenlignet med sommerens varme og til tider fugtige klima.