Hotellet består af 14 forskellige bygninger i en frodig have, alt fordelt på et område på hele 11.000 m², hvor der er en hyggelig og familiær stemning. Der er en hovedpool omgivet af liggestole og parasoller til afslappende dage samt en separat lille børnepool til de mindste. De lidt større børn har naturligvis en pool med to vandrutsjebaner, som er åben et par timer om dagen. På området findes også et tyrkisk bad, billard, bordtennis og en legeplads.
Den vestlige strand ligger ca. 750 m væk, og du kan gå dertil, men der er også transport på bestemte tidspunkter, som hotellet arrangerer. På stranden findes liggestole og parasoller, og der er også en strandbar, som serverer lettere snacks og drikkevarer.
På Side Village er All Inclusive inkluderet, hvilket betyder, at du slipper for at lede efter restauranter og bekymre dig om madomkostninger. I restauranten serveres der buffet til morgenmad, frokost og aftensmad, og i tilknytning til restauranten ligger en dejlig udendørsterrasse, hvor du kan nyde dine måltider. Fra baren kan du hente drikkevarer hele dagen.
Til Kumköy centrum kommer du med en kortere gåtur i den ene retning, mens Side centrum ligger i den modsatte retning, ca. 5,5 km væk. Det letteste er at tage den lokale bus, som kører cirka hvert tiende minut frem til midnat under højsæsonen.