Elite består af to bygninger samt et stort og luftigt poolområde med både en hovedpool og en separat børnepool. Hotellets have strækker sig helt ned til strandpromenaden og den lavvandede, brede strand med gyldent sand. Ved stranden er der naturligvis adgang til liggestole, parasoller og en strandbar samt en træmole, hvor du kan forkæle dig selv ved at leje en pavillon og lytte til bølgerne skvulpe.
Ønsker du at holde dig aktiv, også i ferien, er der mulighed for holdtræning arrangeret af hotellets personale samt poollege og konkurrencer. Du kan også træne i hotellets fitnesscenter eller besøge spa-afdelingen for lidt alenetid og afslapning. Om aftenen tilbydes farverige shows og anden underholdning for alle aldre.
Du kan ofte finde børnene på søsterhotellet ved siden af, hvor der er en børneklub, legeplads og et stort vandland med åbne og luftige områder samt ni rutsjebaner til ældre børn og voksne og fire til mindre børn.
Mad, snacks og drikkevarer serveres rundt omkring på hotellets område, og du løber næppe risiko for at gå hverken sulten eller tørstig ret længe.
Hotellet ligger i Colakli, cirka 10 kilometer uden for Side centrum, og omkring 800 meter fra hotellet finder du et mindre shoppingcenter. Det er desuden nemt at komme både til Kumköy centrum, som er lidt nyere, og ind til Side centrum med sine antikke ruiner. Lokalbusserne stopper tæt på hotellet og kører cirka hvert 10. minut i højsæsonen.