Hotellet er forbundet med en bro til søsterhotellet Hilton Dubai The Walk, og begge hoteller har fælles faciliteter, herunder et fint poolområde med en hovedpool og en separat børnepool, omkranset af svajende palmer. Der er også en privat stranddel med liggestole og parasoller samt en hyggelig strandbar. Desuden er der et stort fitnesscenter, hvor du kan holde dig i form størstedelen af dagen, en miniklub med sjove aktiviteter for børnene samt en dejlig spa, hvor du kan nyde afslappende behandlinger.
I gastronomisk henseende tilbyder hotellets buffetrestaurant lækker lokal og international mad, som er inkluderet i de forskellige måltidspakker, du kan booke. Derudover er der flere populære à la carte-restauranter og barer, herunder to Sky Lounges, der ligger på henholdsvis 10. og 18. etage, med en fantastisk udsigt over havet.
Dubai Marina, som er en nyere bydel ca. 23 km fra Downtown Dubai, byder på både hoteller og boligbygninger i høje skyskrabere, smukt beliggende omkring et kunstigt vandsystem med kanaler og småbådehavne. Der er promenader kantet med caféer, butikker og restauranter. I Dubai Marina Mall kan du shoppe løs i over 100 butikker, og du kan nemt tage en taxa eller offentlig transport til centrum eller forskellige seværdigheder.